Go’ gymnastik, især for din ryg, i Aale Hjortsvang Minihal
Kom og vær med på vores hold hver torsdag. – Til denne sæson byder vi Kirsten Hovmøller velkommen tilbage som instruktør i foreningen. Kirsten var vores første instruktør for 15 år siden og hun er absolut en af de dygtigste instruktører der findes. Randi Sørensen, som er et kendt ansigt har været med i mange år og er holdets trofaste hjælpeinstruktør. I denne sæson vil Randi afløse Kirsten når der er behov.
Ingen deltagere behøver at arbejde i takt til musikken og se elegante ud. Her handler det om ens egen formåen, og at lære, at udføre øvelserne korrekt, for at få mest muligt ud af gymnastikken. Faktisk kan man blive afhængig, udtrykker flere gymnaster. At være med på et hold, på en bestemt ugedag, på et bestemt klokkeslæt har stor betydning for mange, der ellers kan have svært ved at møde op til selvstændige træningstimer.
Alle kan deltage, mænd og kvinder uanset alder og fysik.
Instruktør og hjælpetræner er grundigt uddannet og ved, hvordan der skal arbejdes med især ryg, ben og mavemuskler for at styrke muskelkorsettet omkring rygsøjlen. Der lægges også vægt på aktivering/stabilisering af bækkenbunden, som er lige vigtig for begge køn, da den har stor betydning for ryggens styrke.
Columna gymnastikforeningen Aale- Hjortsvang glæder sig til at se dig til en ny sæson.